I 1992 opdagede jeg, at man selv kan lave cremer og anden kosmetik - og at det er sjovt, nemt og billigt.
Efterhånden fik jeg lyst til at eksperimentere i stedet for bare at følge andres opskrifter, men jeg manglede viden om hvordan jeg selv kunne "bygge" en opskrift fra bunden.
Denne blog indeholder en lettilgængelig sammenfatning af den viden man behøver for selv at udforme kosmetikopskrifter.
Bloggen indeholder skabeloner til opskrifter på de mest almindelige kosmetiske produkter. Skabelonerne er udformet så det er let at tilsætte de vitaminer, urteudtræk eller andet man ønsker.
Jeg har også lavet en oversigt over hvilken mængde emulgatorer, der skal indgå i en creme eller lotion for at den kan hænge sammen. Oversigten gør det meget nemt at bygge en opskrift på creme eller lotion helt fra bunden.



Ansigtsskrub

Skabelon ansigtsskrub

Den mest simple metode er at gøre ansigtet vådt, drysse lidt sukker på fingerspidserne og derefter massere ansigtet. Denne metode kan være hård for ansigtshuden, hvis man ikke er meget forsigtig. Man bør derfor prøve sig frem, startende med en blid massage, for at finde det ”tryk”, der er passende for ens hud. Sukkeret er nemt at skylle af huden efter endt behandling.

En anden enkel metode er, at blande lidt olie og sukker til det har en lind konsistens. Blandingen masseres på fugtet ansigtshud. Det må tilrådes også her, at være forsigtig de første gange.
Olien gør, at det kan være nødvendigt med en smule mild sæbe eller skin tonic, for at rense huden helt, når peelingen er færdig, da olien gør skrubben svær at skylle af huden.

Malede mandler, havregryn, kokosmel og lign. kan også bruges og bliver tit anbefalet andre steder, men sukker er det letteste at arbejde med.