I 1992 opdagede jeg, at man selv kan lave cremer og anden kosmetik - og at det er sjovt, nemt og billigt.
Efterhånden fik jeg lyst til at eksperimentere i stedet for bare at følge andres opskrifter, men jeg manglede viden om hvordan jeg selv kunne "bygge" en opskrift fra bunden.
Denne blog indeholder en lettilgængelig sammenfatning af den viden man behøver for selv at udforme kosmetikopskrifter.
Bloggen indeholder skabeloner til opskrifter på de mest almindelige kosmetiske produkter. Skabelonerne er udformet så det er let at tilsætte de vitaminer, urteudtræk eller andet man ønsker.
Jeg har også lavet en oversigt over hvilken mængde emulgatorer, der skal indgå i en creme eller lotion for at den kan hænge sammen. Oversigten gør det meget nemt at bygge en opskrift på creme eller lotion helt fra bunden.



"At røre en creme"


For at opnå det bedste resultat ved fremstilling af en creme eller lotion, er det en god ide at følge nedenstående fremgangsmåde.

De redskaber, der bruges til fremstilling af kosmetik bør være af glas eller rustfrit stål. Aluminiumsgryder bør aldrig komme i kontakt med cremer, urteudtræk og lign., da de kan afgive giftige stoffer til indhold med lav pH. Nogle ingredienser og urteafkog kan have en lav pH værdi.

Sørg for at redskaber, der kommer i kontakt med ingredienser er sterile. Skold eller skyl redskaber med atamonvand.

Alle cremer og de fleste lotions består af en vand- og en oliedel. Ingredienserne der skal i produktet måles op hver for sig, dvs. vand og vandopløselige ingredienser for sig og olie, voks og fedtopløselige ingredienser for sig.

  • Vand
  • Mf-fedt                   
  • Glycerin
  • Natriumbenzoat eller paraben

og

  • Olie
  • Ve-fedt
  • Evt. fast fedtstof eller olie
  • (E vitamin, udsætter oliers harskning)

Vanddelen og oliedelen varmes hver for sig op til ca. 75 0C. Det er vigtigt, at alle ingredienser er helt opløste og oliedelen er blevet ”klar”.

Som tommelfingerregel kan man sige, at er oliedelen mindst, skal den hældes i vanddelen og er vandelen mindst skal den hældes i oliedelen. Den mindste del hældes i den største i en tynd stråle, under jævn omrøring med et piskeris.
Omrøringen har betydning for om olie og vand emulgerer som de skal og ikke skiller igen ved afkøling. Ved fremstilling af en større mængde creme, kan den røres med en stavblender.

Der røres i jævnt tempo til cremen er blevet ca. 25 0C eller føles lidt køligere end huden. Her kan æteriske olier og andre virkestoffer, der ikke tåler opvarmning, tilsættes.

Når cremen eller lotionen er helt kold, kan den hældes på glas eller flaske alt efter konsistens.