I 1992 opdagede jeg, at man selv kan lave cremer og anden kosmetik - og at det er sjovt, nemt og billigt.
Efterhånden fik jeg lyst til at eksperimentere i stedet for bare at følge andres opskrifter, men jeg manglede viden om hvordan jeg selv kunne "bygge" en opskrift fra bunden.
Denne blog indeholder en lettilgængelig sammenfatning af den viden man behøver for selv at udforme kosmetikopskrifter.
Bloggen indeholder skabeloner til opskrifter på de mest almindelige kosmetiske produkter. Skabelonerne er udformet så det er let at tilsætte de vitaminer, urteudtræk eller andet man ønsker.
Jeg har også lavet en oversigt over hvilken mængde emulgatorer, der skal indgå i en creme eller lotion for at den kan hænge sammen. Oversigten gør det meget nemt at bygge en opskrift på creme eller lotion helt fra bunden.



Emulgering

Emulgering.

Som regel dækker betegnelserne creme og lotion over produkter, der består af olie og vand.  For at få olie og vand til at hænge sammen, skal der bruges en eller flere emulgatorer.
Der fås flere forskellige produkter til emulgering af cremer og lotions. I Danmark forhandler Urtegaarden.dk ingredienser til fremstilling af kosmetik, herunder emulgatorerne mf-fedt, ve-fedt og vegetal. Alle produkter, der er nemme at bruge.

Nordamerikanske, engelske og ældre skandinaviske cremeopskrifter indeholder ofte andre ingredienser, der kan emulgere, fx bivoks, boraks, potaske eller stearin. De kan næsten alle bruges, men det gælder for både bivoks-, potaske- og stearinemulsioner, at cremen ofte bliver meget fed og får en klistret konsistens, som gør den svær at smøre på i et jævnt lag.
Boraks kan skade forplantningsevnen og Miljøstyrelsen anbefaler, at boraks ikke bruges i cremer til børn. Videre kan man spørge hvorfor det skal bruges overhovedet, når der findes andre og bedre løsninger.

Mf- fedt og ve-fedt
Mf-fedt og ve-fedt, bruges sammen, da ve-fedt understøtter og stabiliserer mf-fedts emulgerende virkning. Mf-fedt og ve-fedt kan bruges til både fede og tynde cremer og lotions. Mf-fedt tilsættes cremens eller lotionens vanddel og ve-fedt tilsættes fedtdelen. De fleste opskrifter her bruger mf- og ve-fedt som emulgatorer.

Tabellens fedtprocenter refererer til fylde, dvs. ml og ikke gr. Det fedt emulgatorerne tilfører cremen eller lotionen er ikke medregnet.

Creme/lotion indeholder:

5-10 % fedt

10-20 % fedt

20-30 % fedt

30-35 % fedt
Ve-fedt
0,5-2,5 %

3 %
4-5 %
5-6 %
Mf-fedt
3-4 %

4,5-5 %

6-7 %

7,5 %


Man kan også som tommelfingerregel gå ud fra, at hvis man skal regner i gram i stedet for vægtfylde, skal man bruge ca. dobbelt så meget mf-fedt som ve-fedt.

Vegetal
En emulgator, der kan fungere alene og i øvrigt kan emulgere lotions, der skal have en meget tynd, ”mælkeagtig” konsistens. Mf- og ve-fedt kan ikke bruges som emulgatorer ved fremstilling af helt tynde emulsioner. Vegetal tilsættes cremens eller lotionens fedtdel og kan emulgere lotions med ned til 1- 2 % fedt. Her skal dog bruges 8-9 % vegetal.